Der er plads til ca. 200 deltagere i ugerne 29 og 30. Heraf er der plads til ca. 140 deltagere i hus og resten bor i eget telt. I uge 28 er der plads til max 70 deltagere.

I hus

SFOF råder over 4 huse i uge 29 og 30 – og 2 huse i uge 28. Sengepladserne i hvert hus er fordelt på 10-12 værelser med enkeltsenge/køjesenge. Hvert hus har tilhørende bad, toilet, tekøkken og spise-/opholdsstue i lejrskolestandard samt udendørsarealer. Der er en stor udendørs pavillon ved hvert hus. Her spiser vi typisk frokost og aftensmad sammen, og rigtig mange aktiviteter foregår ude, hvis vejret tillader det.

En del værelser er store (4-10 senge/køjesenge), og derfor kan man opleve at blive indkvarteret sammen med andre for at få plads til alle. Lejrlederne for de enkelte uger står for at få puslespillet med indkvarteringen til at gå op. Du kan med fordel skrive i tilmeldingen, hvem du evt. gerne vil bo sammen med. Lige meget hvad så er SFOF LivøFerie meget socialt. Du kommer dine huskammerater ved; I spiser sammen og laver fælles aktiviteter. 

Der er dyne og pude i alle senge, så ved indkvartering i hus skal du medbringe lagen samt dyne-/pudebetræk eller sovepose. Det er også muligt at leje en linnedpakke inkl. håndklæde hos Livø Feriecenter.

Der er ikke skabe eller hylder på værelserne og ingen sengelamper ved sengene, så det er en god ide at medbringe lommelygter.

 

Hvis du gerne vil overnatte i eget telt men samtidig være tilknyttet et bestemt hus, har vi mulighed for et begrænset antal ekstra teltpladser i haverne ved hvert hus i uge 29 og 30. I så tilfælde skal du tilmelde dig telt og skrive i kommentaren, hvilket hus, du ønsker at være tilknyttet.

I telt

Er man mere til nat under åben himmel, er der mulighed for at bo i eget telt på teltpladsen. Forsamlingshuset 'Kirken' benyttes som spise- og samlingssted for dem, der bor på teltpladsen.

 

Forplejning

På SFOF LivøFerie får du morgenmad, frokost og aftensmad. Ønsker du vegetar-/veganerkost, så husk at angive dette, når du tilmelder dig. De tre måltider samt kaffe, te og mælk er inkluderet i prisen. I samarbejde med feriecenteret arbejder vi med at undgå madspild. Det er Livø Feriecenter, der leverer maden, og vi står selv for at anrette, pakke maden i køleskabet og vaske op.

På Livø er der en lille købmand/café, hvor du kan købe hjemmelavet is, slik, sodavand, øl, vin og andre gode sager. Du skal forvente at ø-priser er højere end på fastlandet. Vi har i SFOF lavet en specialaftale med Livø Feriecenter som gør, at I som deltagere på LivøFerie kan købe øl/vand og vin ude i de huse I bor i, til en reduceret pris. Derudover opfordrer vi selvfølgelig til at støtte købmandsforretningen.

 

Rengøring

Vi har ikke ansat rengøringspersonale. Forbered dig derfor på et par rengøringstjanser i løbet af ugen. Det lyder måske hårdt at skulle have tjanser når nu man er på ferie. Men det er faktisk ganske hyggeligt og en fantastisk mulighed for at lære dine hus- eller teltkammerater bedre at kende.

Vaskeri

Der findes ikke møntvaskeri på Livø.

Internet

Der er et åbent trådløst netværk i byen, uden at vi dog garanterer kvaliteten af internetforbindelsen.