TILMELDING

Alder: fra 10 år

Underviser: Karen Ellegaard

Vi skal strikke, strikke, strikke…..

”Einrum” er det islandske ord for det rum og den ro der opstår, når man skaber noget. Det er det rum vi skal skabe og være i, sammen og hver for sig med vores strikkeprojekter. Her giver Livøs skønne natur os mulighed for at skabe dette rum i de bedst tænkelige ydre rammer.

Man kan deltage med alle niveauer af strikkefærdigheder. Strik verdens flotteste karklude, de sejeste sokker, en smuk og unik trøje eller et billedtæppe. Kun fantasien sætter grænserne for dit strikkeprojekt! Send en besked til mig om hvad du kunne tænke dig at strikke, og så finder vi ud af hvad du skal indkøbe og medbringe til dit projekt. Jeg sender også gerne forskellige links til inspiration til forskellige projekter.

Jeg vil i løbet af ugen give både individuelle og kollektive strikkefif og information om gode hjemmesider osv. Vi vil også snakke om roen og styrken ved strikning med udgangspunkt i begreberne craftpsykologi og Einrum.

Du skal være minimum 10 år for at deltage i studiekredsen, med mindre du deltager sammen med en voksen du kender. Du kan også deltage med din baby, da det vil være nemt at gå til og fra i denne studiekreds.

Du skal selv medbringe, garn, strikkepinde og andet, du skal bruge i ugens løb. Der vil således ikke være udgifter på selve studiekredsen, så de udgifter du får, afhænger af hvilket projekt du indkøber til hjemmefra.

Om mig: Jeg har strikket hele mit liv, siden jeg lærte det af min søde farmor, da jeg var 7 år. Jeg har altid flere strikkeprojekter i gang, så jeg har ét til enhver lejlighed og sindstilstand. Udover ren strikketeknik har jeg de sidste år været optaget af netop den ro og det særlige rum der opstår, når man strikker både alene og sammen med andre.

Hvis du har spørgsmål kan jeg kontaktes på karen.ellegaard@gmail.com