Alder: op til 9 år

Sjov og leg i Livøs børnelejr - mens de voksne er studiekreds

I Livøs børnelejr garanterer vi en tryg uge fyldt med sjov og ballade for de mindste, mellemste og lidt større børn op til 9 år. Vi fordeler børnene i grupper efter alder, så der vil være relevante aktiviteter for alle.

For jer med helt små børn 0-2 år er forældre meget velkomne til at deltage sammen med jeres barn. I nogle af studiekredsene vil der også være mulighed for at have sit barn med - det aftaler vi alt sammen nærmere på Livø.

I løbet af ugen skal børnelejrene udforske Livøs natur, fange krabber og meget andet. Ud over at gå på opdagelse i naturen, vil der også være god tid til højtlæsning, at lege og male sten, og hvad vi ellers kan finde på.

For de mindste foregår alt i et roligt tempo og er altid på børnenes præmisser. Vi mødes hver dag kl. 9.00, hvor vi starter dagen stille ud med en fælles snak om dagens program. Vi er som udgangspunkt ude uanset vejr, så det er vigtigt med tøj til alt slags vejr samt solcreme.

For de største byder ugen på eventyr i troldeskoven, snobrødsbagning ved bålet og krabbefangst på havnen. Tag med, når vi skal ud at udforske øen, lege og skabe venskaber.

Vi glæder os til en skøn, sjov, kreativ, fantasifuld og eventyrlig uge med jer. 

De bedste hilsner fra Børnepasserne