OPLEV DEJLIGE LILLE OKSEØ I FLENSBORG FJORD UNDER OVERSKRIFTEN "KUNST & KLIMA"!
Sammen med 3 spændende oplægsholdere skal gennem samtale, kreativitet og ny viden i løbet af weekenden blive klogere på samspillet mellem kunst, klima & miljø, og hvordan vi som individer kan navigere bæredygtigt fra et væredygtigt ståsted. Samtidig skal vi nyde roen, naturen og nærværet på Lille Okseø.
TID: 26.-28. september 2025 - Vi mødes i Sønderhav mellem 16 og 18 fredag. Hjemrejse søndag efter frokost
STED: Lille Okseø, Flensborg Fjord
PRIS: KUN 1895,- for 2 overnatninger, fuld forplejning inkl. kaffe/te, oplæg, workshop, sociale arrangementer og sejlturen til/fra Lille Okseø. Måltiderne tilbereder vi i fællesskab.
Oplysningsforbundet SFOF inviterer dig med på et forrygende weekendophold på Lille Okseø i Flensborg Fjord med foredrag, indsigt og oplevelser i naturen med udgangspunkt i kunst & klima, miljø og væredygtighed.
Weekenden byder på 3 spændende oplæg:
1. MAJ HORN, KUNSTNER:
"Kunst & klima"
Foto: Rebecca Erkenstam
Maj Horn vil afholde en kreativ workshop med udgangspunkt i hendes kunstpraksis om havet, tang og økokritisk tænkning. Stedet er udgangspunkt for fortællingen, hvor natur, historiefortælling og økologiske spørgsmål er med til at sætte spot på den vigtige rolle som naturen spiller i en tid, hvor klimaforandringer truer.
Med performative elementer og en stedsspecifik tilgang, vil deltagerne blive inviteret til at medtænke og medskabe. Workshoppen vil kombinere historiefortælling, litteratur og visuelt og organisk materiale.
Maj Horn (f. 1987, DK) er kunstner, baseret i København. Det sidste årti har hun lavet kunstprojekter i ind- og udland, de seneste år med fokus på naturkultur-perspektiver, (vand)landskaber og naturforståelse. Hun er aktuelt med i udstillingen Seaweed Stories på Varberg Kunsthal, Sverige og med i det større EU-støttet kunstprojekt Floating Communites i Trencin, Slovakiet. Kernen i hendes praksis er research-baseret processer og performance, hvor deltagere og publikum inviteres til at medskabe. Maj Horn er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 2009–14. Hun har taget efteruddannelse til naturvejleder på Skovskolen, Københavns Universitet i 2023–24.
Man kan orientere sig i på hendes hjemmeside: Maj Horn
2. LORENS BO NIELSEN, DANSK NATURFREDNINGSFORENING, AABENRAA:
"Naturgenoprettelse under overfladen"
Lille Okseø ligger i Flensborg Fjord. Dansk Naturfredningsforening har deltaget i projekt om at plante ålegræs i Flensborg Fjord for at genoprette naturen under overfladen. Lorens fortæller om arbejdet for et bæredygtigt samfund med en rig og mangfoldig natur og et rent og sundt miljø.
Projektet at plante ålegræs har været forankret i en lokal indsats, som har involveret frivillige kræfter. Målet er at genskabe fjordens naturlige balance og forbedre levevilkårene for dyr og planter. Naturen er ikke bare til for vores skyld, men også for dens egen. Se mere på hjemmesiden: Dansk Naturfredningsforening Aabenraa
CHRISTIAN DIETRIECHSEN, CENTER FOR VÆREDYGTIGHED:
"Væredygtighed - Den indre omstilling"
Væredygtighed er indersiden af bæredygtighed. Bevidstheden bag handlingen. Den indre omstilling, som er nødvendig for at skabe grobund for den ydre. Det er filosofi, selvindsigt, etik og trivsel.
Christian fører os ind i tankerne bag begrebet “væredygtighed”. Desuden introducerer han spillet om væredygtighed, en bevidsthedsudvidende refleksionsrejse, som giver lejlighed til at se ind i sig selv og stille spørgsmål til ens egen indre omstilling. Se mere på hjemmesiden: Center for Væredygtighed
Introduktion til weekenden ved Dorte Nørbo, kommunalbestyrelsesmedlem for SF i Rudersdal kommune