SFOF LivøFerie er aktiv og engagerende sommerferie for alle – den rette blanding af højskoleferie og familieferie. Det er musik og sang for alle stemmer. Det er fællesskab, der rækker videre. SFOF LivøFerie er en del af oplysningsforbundet SFOF. Vi laver folkeoplysende events, sommerhøjskole, kurser, debatarrangementer og rejser med et venstreorienteret udgangspunkt. Alle er velkomne.
Følg os på Facebook: https://www.facebook.com/SFOFdk
Herunder kan du dykke ned i historien om hvordan SFOF Livøferie startede fortalt af Ebba Strange, tidligere formand for SF og medstifter af SFOF LivøFerie, samt via uddrag af en artikel om SFOF LivøFerie bragt i Nordjyske d. 14. juli 2007.
Da de røde invaderede Livø
I dag er det en langt bredere kreds – her er der plads til alle meninger og holdninger, når bare man vil fællesskabet. Vi er en god blanding af nye og gamle deltagere - hertil kommer naturligvis veteranerne, som møder op hvert år, og hvoraf en enkelt efter sigende er undfanget på Livø og har deltaget lige siden.
Idéen til Livø-lejren blev fostret 2. april 1977, hvor Ebba Strange netop var valgt til både ny gruppeformand for SF’s folketingsgruppe og til formand for SFOF - SF’s oplysningsforbund. Steen Gade var samtidig ansat som konsulent i SFOF, og det var med andre ord de to SFeres ansvar at få pustet liv i det hensygnende oplysningsforbund.
På en tur til den lille Limfjordsø denne dag faldt de to pladask for øens ynde på vejen fra færgen til kroen. Idéen til en lejr på øen var født. Siden er lejren gået hen og er blevet en institution. Som folketingsmedlem Anne Baastrup engang har sagt: ”På Livø lærte jeg, at politiske visioner bliver bedst, hvis de udvikles sammen med andre under sjove former”.
Ebba Strange fortæller:
Hele intentionen med at tage på lejr på Livø var at genskabe optimismen i den folkesocialistiske bevægelse. I et vekselspil mellem socialistisk skoling, forpligtende fællesskab og livsglad samvær, skulle der udvikle sig kræfter hos deltagerne, så vi alle kunne tage hjem med fornyet tro på, at socialismen er værd at gøre et stykke arbejde for.
Ebba Strange havde før været på SF-kvindeljr med stor succes og Steen Gade havde længe været fortaler for en sommerhøjskole i SFOF-regi, eventuelt noget med ø-lejr.
Det første program var ikke nemt at lave for de 2. Det skulle være varieret, men med en klar rød tråd. Lejren skulle være åben for alle, der var interesserede i den debat, der foregik omkring SF , ikke noget krav om parti-medlemsskab. Alle skulle være velkommen uanset køn og alder. Børn over 2 år skulle have deres egen “Børnelejr”, de skulle ikke “passes”, så der skulle en børnelejrleder til, med eget program.
Praktisk skulle organiseringen tage udgangspunkt i husene og teltpladsen, hvor hver gruppe selv sørgede for alt det praktiske undtagen den varme mad en gang om dagen. Folk fik lov at ønske, hvem de gerne ville bo med, men de fleste placerede vi i husene , hvor vi syntes, det kunne være passende. Og så var det jo spændende at se hvordan det gik.
Dagen blev delt ind i 3 dele: Formiddag, eftermiddag og aften. Formiddagen skulle deles ind i studiekredsgrupper omkring aktuelle politiske emner. Vi sørgede for studiekredsledere, og studiekredsene skulle formeres på tværs af boenhederne og i øvrigt være selvstyrende, men det er obligatorisk at melde sig til en studiekreds.
Om eftermiddagen sørgede vi for, der var en foredragsholder, men det var naturligvis frivilligt at deltage i det arrangement. En eftermiddag var fri. Oplægsholderne skulle ikke absolut være medlemmer af SF, men det skulle være klart for alle, at den røde tråd i ugen tog udgangspunkt i SF’s menneske- og samfundssyn.
Til aftenen havde vi sørget for der var lejet nogle film, men dog også lagt op til, at hvis nogle havde noget kreativt, som musik, sang, dans, revy el. lign. så var det bidrag meget velkomment. Og så skal jeg love for at kreativiteten blomstrede. Der blev digtet, sunget og spillet musik på næsten alle tider af døgnet. Der var naturligvis sørget for papir, spritduplikator m.m.
Naturen kom hurtigt til at indtage en væsentlig plads i deltagernes liv. man organiserede traveture på øen, nogle fandt noget de ville dele med andre, en god badestrand eller spændende steder med sjældne planter.
I øvrigt dukkede der ideer op, som efterhånden udviklede sig til traditioner: Lejrbål om aftenen, “sladre/øl-bænken” foran købmanden, idræts-aktiviteter, der affødte store diskussioner om konkurrence eller ej, afslutningsfest osv. Vores ide var, at vi i en uge skulle prøve at udvikle “ socialistiske samværsformer”: Alle er lige, deltager efter evner, tager hensyn til hinanden og naturen. Socialisme er ikke kun teoretiske diskussioner, men kultur, der involverer hel personligheden. “ At blive hele mennesker”.
Men arbejdet med at få folk overtalt til at komme og yde en indsats kunne først gøres, når vi kom hjem.
I virkeligheden startede det selvfølgelig ikke den 2. april. I vinteren 1976-77 var SF inde i en ad sine største kriser, mange frygtede, at partiet ville falde fra hinanden. Krisen manifesterede sig ved, at fem af SF´s folketingsmedlemmer formulerede nogle politiske synspunkter, som ikke var i overensstemmelse med SF´s hovedbestyrelse. “De Fem”, eller “Larsenisterne” som de selv kaldte sig, ville forsøge at vinde landsmødet, som skulle finde sted i april.
70´erne er blevet kaldt bevægelsernes årti. Her var vi nogle der mente, at SF , som det folkelige parti, det gerne ville være, skulle både lytte til og samarbejde med nogle af disse bevægelser, der på mange måder arbejdede for de samme ting som SF.
Så som kvinde -, miljø – , anti- atomkraftbevægelse m.v. “De Fem” anså først og fremmest folketinget for at være den afgørende arena og folketingsgruppen, som den der skulle formulere partiets politik.
Ved folketingsvalget i februar 1977 var alle “De Fem” forsvundet fra folketingsgruppen, men de havde bestemt ikke opgivet håbet om, at deres synspunkter ville sejre i partiet. Det arbejdede de ihærdigt på op til det landsmøde midt i april, og vi havde svært ved at vurdere, hvor stor deres opbakning var i partiet. der stod så meget på spil. Vi ville så gerne gøre noget for at redde det, som vi syntes var det bærende i den folkesocialistiske idé.
Derfor ville vi også styrke oplysningsforbundet for dog at have det som organisation, hvis partiet skulle blive alvorligt svækket. Men turde vi binde an med et så stort projekt som Livø var? Til sidst blev vi enige om, at det turde vi og det skulle vi. For hvis “De Fem” havde stor opbakning, så var der al mulig grund til, at vi gjorde vort til, at de rester, der var tilbage af partiet, fik mod og kræfter til at rejse sig igen og arbejde videre. Og hvis landsmødet viste, at “De Fem” ingen opbakning havde, så var der lige så meget grund til, at vi fik styrket og udvidet bevistheden om, hvad det egentlig var for ideer, der var karakteristiske for den folkelige socialisme, som vi stod for og som vi altid har stået for, men som det var lykkedes “ De Fem” at sløre for offentligheden.
Søndag den 3. april var vejret klaret op. Vi kunne gå ud en tur på den dejlige ø og få et indtryk af de muligheder, naturen indeholdt. Disse stærke naturindtryk af planters og dyrs mangfoldighed og frodighed i det tidlige forår afrundende den første oplevelse af det Livø, der senere er blevet et begreb for alle os, der har været der flere gange.
Da vi op ad dagen sejlede tilbage til fastlandet, var der ingen tvivl hos os om, at vi havde truffet en rigtig beslutning. Men spændingen udløstes først efterhånden, som landsmødet blev overstået, som det lykkedes at få folk til at påtage sig foredrag, studiekredse og børnelejr og endelig, da det viste sig, at der meldte sig en masse deltagere til lejren.
Da vi skiltes efter den første uge, var det med mange: “Vi ses til næste år” og mange tårer i øjenkrogene, da børnene drog til færgen med røde faner og i i hvert fald de to første vers af “Når jeg ser et grøn flag smælde”.
Steen Gade og jeg gik op til forpagteren og lejede på stedet det samme antal pladser i to uger til året efter.
LivøFerie var blevet en institution, mange spor, der var lagt, kunne der bygges videre på, og de små ting, der var at rette, kunne der rettes op på, f.eks. skulle vi når vi fik to uger også lave nogle kreative studiekreds. Jeg husker kun den første uge som succes. Der blev ikke sovet så meget om natten, men der var et kolosalt engagement hos alle og en stemning om, at dette skal lykkes, og det er vores alles ansvar at det sker.
