Tør du ta med på Naturekspedition på Livø?

Alder: fra 8 – 99 år

Ekspeditionen er for børn og voksne der elsker at tage på eventyr og har lyst og mod til at udforske hvad Livøs fantastiske natur byder på af oplevelser.

  • Vi skal undersøge, hvad der er vigtigt for, at vi kan overleve i naturen. 
  • Vi skal bygge vores lejr og indrette den så den passer helt perfekt til os. 

“Skal vi lave vores base på stranden? Skal det være i huler vi bygger  i træerne i Troldeskoven? Eller skal det måske være i en hemmelig stengrotte i Louisedalen?”

  • Vi skal lave bål på forskellige måder og måske også lave vores eget kul, så vi kan lægge en vild krigsmaling.
  • Vi skal snitte vores helt egen personlige stav. En stav der både er god til jagt, kamp og madlavning om måske til noget helt andet…

Når man skal overleve i naturen skal man ikke være bange for at få sved på panden eller jord under neglene. Vi vil styrke vores krop så vi er klar til kamp. 

Det vil vi gøre ved at klatre i trækronerne, springe fra sten til sten på stranden, opfinde vores egne styrketræningsredskaber af naturmaterialer, og måske lave vores egen Tarzansti med udfordringer, som giver STORE muskler på overarmene og sved på panden.

Vi skal også have noget at spise, måske kan vi finde spiselige urter i naturen, måske gå på opdagelse i havkanten, fange krabber og snorkeldykke efter tang og muslinger.

Og så skal vi feste, så måske laver vi instrumenter, så vi kan lave vores helt egen krigsdans. Dem der har lyst kan overnatte på basen en gang i løbet af ugen. Aktiviteterne tilpasses efter hvem der tør tage med i Vildmarken.

Underviser, Thomas Albeck: Friluftsvejleder og et stort legebarn. Thomas er pædagog på en friluftslinje for børn og har sideløbende sit eget firma; “Grøn Bølge”,  hvor han kører kurser og oplevelsesorienterede workshops i naturen. Derudover er Thomas professionel klatreinstruktør. Thomas har sit klatreudstyr med, som kan bruges, hvis der er stemning for det.

Medbring: Snittekniv, drikkedunk, dykkerbriller el. Snorkel, samt lommelygte, sovepose og liggeunderlag til evt overnatning

Deltagerbetaling: 75 kr.