Alder: Fra 8 år

Undervisere: Thomas Albeck og Johanne Christiani

Holdgebyr: 80,-

Max deltagerantal: 20

Dette er en studiekreds, der er oplagt til et stort aldersspænd. Alle kan lære af og med hinanden.

Vil du lære at kunne klare dig selv i naturen? Færdes i og med naturen, som vore forfædre gjorde det?
Vi skal blandt andet arbejde med håndværk og færdigheder, der har haft stor betydning for menneskets udvikling. Med udgangspunkt i at holde sig mæt, varm og tør lærer du de mest basale færdigheder for det simple liv i naturen.

Denne studiekreds er for dig der har lyst at lære mere om naturens ressourcer, tænke kreativt, finde vej og bruge dine hænder. Vi vil ugen igennem lære naturen på Livø rigtig godt at kende.

Vi vil udforske, indsamle, smage, anvende og bare være i naturen. Vi finder ind til roen i naturen og arbejder ud fra det simple og basale. Vi bygger vores egen lejr og snitter vores eget værktøj.

Vil med på ekspedition?
Vi tør og glæder os vildt(marks) meget!

Underviser Thomas Albeck er friluftsvejleder og naturnørd. Thomas er pædagog på en friluftslinje for børn og unge og leder af “Grøn Bølge”, hvor han kører kurser og oplevelsesorienterede workshops i naturen.

Underviser Johanne Christiani er Bushcrafter og friluftslufter med rang af nørd. Med hang og lyst til at udforske og lære naturen at kende, både med blik på nydelse, nytte og som ressource. Til dagligt arbejder Johanne på Skovskolen/Københavns Universitet i Nødebo. Her deles der ud af fascination, viden og kundskaber – både fagligt og praktisk.

Kontakt: jlc@ign.ku.dk og THA@vikasku.dk