Alder: fra 0 år

Underviser:

Holdgebyr: 25,-

Livø er også for jer med helt små børn - og jer, der gerne vil være på familiehold sammen. 

Holdet er mest for førskolebørn og deres voksne/dem omkring dem, der har lyst til at være med i vores lille nærværslomme. Ideen er at der skal være plads – og masser af tid – til at hygge med de små og nogle aktiviteter som også er hyggelige for de voksne.

På familieholdet har vi masser af god tid til nærvær og at være sammen – både voksne og børn. Vi vil tilbringe nogle hyggelige dage, hvor vi sammen kan fordybe os i dagens tema, som familie og med hinanden, også hvis der lige er en lille, der skal puttes til lur.

Hver dag starter vi med samling. Bagefter starter vi på dagens tema. Det kunne være:

  • BÆRTUR - hvor vi går i skov og eng og finder bær til dagens vafler.
  • SKOVTUR - hvor vi går den flotte tur til hultræet og ser, om vi kan komme igennem, så vi kan få et ønske opfyldt. For små ben er der et stykke vej, og vi tager det i lige præcis det tempo, der passer os..
  • STRANDDAG - hvor vi finder runde sten og putter dem i lommen eller måske maler på dem?
  • TUR TIL GÅRDEN - hvor vi besøger gården, maskinerne og dyrene og høre landmanden fortælle om sit arbejde, og måske får en tur på ladet af hendes traktor?
  • KRIBLE/KRABLE-DAG - Vi går på opdagelse i nærområdet, og ser om vi kan finde smådyr, undersøger dem og fordyber os mere i dem, og laver aktiviteter om dyrene.
  • BÅLDAG - hvor vi laver bålmad.

Medbring: Tøj efter vejret. Det er fx en god idé med regntøj og gummistøvler. Hvis man har en særlig passion for et eller andet, man mener kunne passe ind, fx musik, så er det meget velkommen. Det kunne også være nogle gode bøger, vi alle kan kigge i eller noget helt fjerde.