
Weekend på Lille Okseø – en dejlig plet i Flensborg fjord.
I Flensborg Fjord ligger Lille Okseø. Her kan du i weekenden d. 6. – 8. oktober opleve naturen på tæt hold og deltage i seminar om bæredygtighed, væredygtighed og sund kost. Du deltager i et spændende og tankevækkende program, tilbereder den grønne middag om lørdagen eller bruger din krop og dine sanser på øen, mens der blive lavet mad og lærer nye mennesker at kende.
Oplysningsforbundet SFOF inviterer på en weekend, hvor vi ser på de to gensidigt afhængige begreber: Bæredygtighed og væredygtighed. Vi hører om sunde, bæredygtige kostvaner, laver Naturfit, nogle laver mad, mens andre deltager i walk and talk på øen. Og så er der plads til at lære nye mennesker at kende og hygge sig sammen.
Fredag sejler vi fra fastlandet til øen i en mindre båd med påhængsmotor – eller vi bruger årerne. Søndag sejler vi tilbage igen. I mellemtiden har vi hørt, snakket, udforsket emner og nydt naturen og hinandens selskab.
3 foredrag inkl. debatoplæg + en workshop efter eget valg.
Foredrag:
- "Modvækst" v. Emil Brix, NOAH
- "Væredygtighed" v. Christian Dietrichsen, Center for Væredygtighed
- "Plantebaseret kost" v. Stig Ladefoged, Den Plantebaserede Sygeplejerske
Workshops:
Plantebaseret Madlavning
- Høj Puls
- Lav Puls
- Walk'n'Talk
Modvækst
Emil Brix fra NOAH præsenterer os for begrebet Modvækst. Hvad betyder stadig vækst i samfundet for naturens ressourcer, for klima- og miljøbalancen og for det sociale liv. Modvækst, som indebærer reduceret økonomisk aktivitet og et lavere materielt forbrug i den rige del af verden, er et bud på en løsning. Det stigende forbrug og kravet om fortsat stigende produktivitet indebærer både større usikkerhed og øget tidspres på såvel arbejdspladsen som i det øvrige liv. Resultatet er bl.a. stress og udbrændthed. På globalt plan er den økonomiske vækst med til at fastholde ulighed.
Kan vi sadle om? For at opnå det skal drivkræfterne bag den økonomiske vækst identificeres, og der skal udvikles bæredygtige visioner for alternative måder at indrette samfund og hverdagsliv på.
Kan det gøres uden at ændre os selv?
Væredygtighed
Væredygtighed ser på vores indgroede vaner og forestillinger. Det menneskelige udgangspunkt for den gensidige balance i samspillet mellem vores omgivelser og den menneskelige trivsel. Kan vi ændre bevidstheden bag handlingen, ændre det personlige forhold til, hvordan vi agerer i en kompleks verden og vores forhold til naturen som grundlag for trivsel? Christian Dietrichsen fra Center for Væredygtighed fører os gennem de ni mål, der er udviklet som supplement til FN´s Verdensmål og introducerer os for Dialogspillet.
Den smagfulde studiekreds
Rigtig kost er grundlag for sundhed og bæredygtighed. Plantebaseret mad, middelhavsmad, vegetariske, fleksitariske og veganske kostformer er alle gavnlige for et godt helbred. Og så er det godt for klimaet. Du vil blive introduceret til de basale principper for klimavenlig kost, og undervejs vil vi debattere vores nuværende livsstil og dens betydning for klimaproblemerne og se på fremtidens kost og alternativer. Stig Ladefoged får danskerne til at træffe sunde valg gennem deres madvarer og efter det fælles oplæg kan du vælge, om du vil fortsætte på madlavningsholdet, hvor Stig Ladefoged forbereder middagen til lørdag aften. Her får du råvarerne i hænderne og lærer nye, nemme opskrifter på lækker, nærende og klimavenlig hverdagskost.
Høj Puls eller Lav Puls
Du kan også vælge i stedet at gå udenfor og dyrke enten Høj Puls eller Lav puls. På Høj Puls bruger vi naturen omkring os til at lave Cross-fit inspirerede øvelser. Vi skal flytte sten på stranden, skubbe og vende træstubbe, trække, skubbe og ase igennem naturen. Vi laver lege med fokus på ”den livgivende kamp” i form af makkerøvelser og måske gennemføre korte forhindringsløb
På Lav Puls kommer du helt ned i gear, og der vil være fokus på at bruge naturen som anker. Ved hjælp af simple mindfulnessteknikker skal vi arbejde med åndedræt og nærværsmeditation, stillevandring og fokus på sansninger. Vi skal øve os i at forbinde os med naturen og dens elementer og trække på den ro, og det nærvær, der findes frit tilgængeligt derude. Måske skal vi endda kramme et træ!
Det praktiske
Ankomst i Sønderhav fredag d. 6. oktober mellem kl. 15 – 18, hvorfra vi sejler i små grupper til øen.
Det tager ca. 4 timer med det offentlige fra København til Sønderhav og ca. 3 ½ time fra Aarhus. Tjek Rejseplanen. Der er busstoppested i Sønderhav tæt på bådebroen, som vi sejler fra. Det er en meget kort sejltur over til øen.
Søndag sejler vi tilbage fra øen til Sønderhav kl. 13 – 15.
Der er dyner og hovedpuder på stedet, men du skal selv medbringe dynebetræk, hovedpudebetræk og lagen.
Det er en god ide at tjekke vejrudsigten. En sweater er nok en god ide og et par sko, der kan tåle vådt græs. Men tag så lidt bagage med som muligt, da båden, vi skal sejle til øen i, er lille.
Vi sørger for aftensmad fredag, morgenmad, frokost og middagsmad lørdag samt morgenmad og frokost søndag.
Værelserne er opdelt i 2, 4 og 6 mandsværelser. Vi booker ikke helt op til det antal, der faktisk er plads til på stedet, men du kan ikke forvente at få et værelse for dig selv.
Pris for weekend inkl. alle måltider og alle arrangementer kr. 1.250,- pr. person.
Tilmelding sker via NemTilmeld her:
https://sfof.nemtilmeld.dk/53/