Rundtur i det andet København
Værestedet "Oasen" eller natherberget i Thorsgade. De bedste
parker og de dårligste pladser.
Har du nogensinde tænkt på, at "Hus Forbi"-sælgeren uden for
supermarkedet, måske kender København på en helt anden måde end dig
selv?

Projekt Udenfor, som beskæftiger sig med at hjælpe hjemløse, er
gået i gang med et projekt, som skal bruge de ressourcer, nogle af
byens hjemløse har, på en ny måde, og SFOF er med som partner i
projektet.
Uddannede turguider
Med støtte fra en række organisationer og fra Københavns
Kommuner, har Projekt Udenfor givet sig i kast med et forløb, der
skal gøre nogle af byens hjemløse til turguider i København, og
vise, at byen er meget andet end den lille havfrue.
"Poverty Walks" kommer turene til at hedde, og formålet med
dem er dobbelt.

For det første skal turene give hjemløse-guiderne selvtillid og
måske endda mod på en fremtid på arbejdsmarkedet.
For det andet kan turen give de mennesker, som vil benytte sig
af en hjemløs turguide, et nyt perspektiv både på København og på
det at være hjemløs.
De hjemløse turguider bliver trænet i det at være turguide, men
også i at føre en dialog med gæsterne om fattigdom og
hjemløshed.
Læs mere om Poverty Walks på
Projekt Udenfors hjemmeside.
SFOF følger op med aktiviteter
SFOF er partner i projektet, fordi vi mener, der er behov for at få
fortalt de mange forskellige historier, hjemløse bærer på. Hvorfor
er de blevet hjemløse? Hvad kan man gøre for at komme ud af
hjemløsheden? Og er det rigtigt, når nogle hævder, at man altid kan
vælge, ikke at være hjemløs?

I løbet af 2010 og 2011 vil SFOF sammen med Projekt Udenfor lave
aktiviteter, som fortæller mere om projekt Poverty Walks - både om
tankerne bag og om, hvordan det går med projektet.
Følg med på sfof.dk eller se i vores nyhedsbrev, når vi
annoncerer aktiviteter.
31. januar 2010, Administrator