Min far var skrædder, men nu er det mor, der syr

Af Karen Høgh, deltager på LivøFeries interkulturelle sommerhøjskole

”Jeg troede ikke, at der skete noget på Livø, ” siger den lettere overvældede buschaufføren, som skal køre os fra Rønbjerg Havn til Hobro, da jeg som den sidste stiger op i bussen. Udenfor står Jawad og vinker. De andre på kajen kan jeg ikke få øje på fra mit sæde.
Intensiteten der er opstået af de mange farvelknus, først til dem, der blev tilbage på Livø og nu til dem, som fortsætter i egen bil, fylder bussen, indtil døsigheden tager over. Det er børnene, som falder i søvn først, mættet af oplevelser og indtryk, som vi voksne snakker løst og fast om, indtil vi også må overgive os til hvilen.

De fleste af os har kun kendt hinanden i de seks dage, der er gået siden, vi blev taget imod på molen på Livø til lyden af guitarspil og den sang, vi senere skulle lære at kende som Livøsangen: ’Vi har en drøm’ som med sit omkvæd: ’Den er en rund sten nede i lommen, man kan ta’ frem og kigge på. Når man har lyst – når man har lyst’ griber dig, på den der særlige facon, som kun sange i fællesskab kan.
Og det er netop fællesskabet vi har oplevet, og som ferieugen på Livø har været fuld af, for at komme tilbage til chaufførens undrende spørgsmål om, hvorvidt der sker noget på Livø. Livøferie, som arrangeret af Socialistisk Folkeoplysningsforbund (SFOF), er fællesspisning, nærvær, sang og musik. Livøferie er naturvandring, kreativitet, leg og spil. Livøferie er at værne om naturen, økologi og bæredygtighed. Livøferie er fælles pligter og arbejdsvilje, så maden bliver tilberedt, opvasken taget og toiletterne skuret. Og for os var ferie på Livø noget helt specielt. Det var mødet mellem kulturer. Blandt deltagerne, de frivillige og arrangørerne af den interkulturelle uge på Livø var vi omkring 80 børn og voksne fordelt mellem danskere, syrere, kurdere, afghanere og irakere. En familie fra Tjetjenien og unge kvinder med oprindelse i Eritrea.

Dagen efter vores ankomst afleverer jeg mine to børn til børnepasserne. De er cirkusholdet, hvor tryllekunster og akrobatik bliver til sammen med linedans, kolbøtter og vægtløftning. De maler cirkusbanner, puster balloner op og senere på ugen kommer alle børnene på besøg i det kreative værksted, hvor vi kreerer pippiudklædninger, klovnedragter og tryllekapper inden den store forestilling.

Mens børnene laver cirkus er alle voksne og store børn i studiekredse. Fokus er på musik, vandreture i naturen og at omdanne gammelt tøj til nyt. Kreativ tøjfremstilling er i hus nr. 2, hvor der er pyntet op med flagguirlander. Indenfor står symaskiner på række og bunkerne af stof er store. Jeg har min egen kjole med, som i løbet af ugen bliver til en nederdel.
Omkring mig har jeg engagerede unge mennesker. På den ene side sidder Alvilda og Birka som syr forklæder, puder og en sovepose til en bamse. På den anden side er Nazanin og Ramin, som bl.a. syr en nederdel, pynter baglommerne på et par shorts og syr en flot hvid bøllehat. På anden dagen fortæller Nazanin og Ramin om flugten fra Afghanistan først til Iran, senere til Tyrkiet inden de kom til Danmark. Ramin, som er den eneste dreng på kreativholdet, beskriver, hvordan deres far plejede at arbejde som skrædder, og hvordan tøjet han syede krævede sans for detaljen. At det er detaljer, der ikke er efterspurgt i Danmark, har Ramin forstået, for som han lidt henkastet siger: ”Min far var skrædder, men nu er det mor, der syr. ”

Blandt alt det jeg allerede har nævnt, står Livøferie også for samtalen. Den gode samtale. Den berigende samtale. Samtalen hvor der både er tid til at fortælle og tid til at lytte. Midt på ugen, efter frokosten som er tilberedt af køkkenholdet i storkøkkenet, sidder jeg sammen med nogle af de frivillige: Jawad fra Irak, Sherwan fra Syrien og lidt efter slår Bo fra Danmark sig ned sammen med os, ligesom min datter kravler op på skødet af mig og falder i søvn.

Selv om 28-årige Jawad og 22-årige Sherwans historier er vidt forskellige, har de det til fælles, at de er flygtet til Danmark alene. Jawad flygtede fra Irak gennem Tyrkiet og kom til Danmark i 2011. Sherwan flygtede fra Syrien gennem Tyrkiet og Grækenland inden han kom til Danmark for 2 år og 3 måneder siden. De to unge mænd har også det til fælles, at de begge er engagerede i Dansk Flygtningehjælp Ungdoms (DFUNK) arbejde i henholdsvis Aarhus og Kolding, ligesom de også her på Livø gør en brav indsats som frivillige, for som Sherwan udtrykker det, kan han god lide at være her og hjælpe, ligesom det er spændende at møde nye mennesker.

Netop det givende ved at hjælpe andre mennesker er også en af årsagerne til, at 24-årige Bo har meldt sig som frivillig børnepasser. Han har allerede erfaringer som pædagogmedhjælper og som medhjælper i hjemmeplejen, så han ved, hvad han taler om.

Som vi sidder der ved bordet nærmest legepladsen med gynger, hængekøjer og balancegange lavet af naturens egne materialer, begynder det at regne. Bladene på træerne skåner os for de første regndråber, men inden længe må vi løbe indendørs for at holde os tørre. Det fortrolige øjeblik er brudt, men jeg tager Sherwans fortælling om flugten til fods gennem Syrien til Tyrkiet med mig, ligesom Jawads smittende latter, da han fortæller, hvordan han havde sigtet efter at komme til England, men altså havnede i Danmark med den lastbil han sad i. Selvom det ikke var planen, føler han sig alligevel heldig.

Det slår mig mange gange i løbet af ugen, hvilken taknemmelig stemning der er på Livø. Allerede ved intromødet i forsamlingshuset, som går under navnet ’kirken’, rejser Mohamad fra Syrien sig spontant op og takker SFOF for at arrangere en ferie også for flygtninge. Han modtager klapsalver og der bliver hujet. Stemningen er god og generøsiteten smitter. Den fælles hjælpsomhed rækker langt. Ligesom jeg tager et barn i hånden, når det græder, er jeg aldrig i tvivl om, at mine børn også bliver passet på af alle de andre voksne og store børn. Og det er sådan, det skal være i den rette Livøånd. Pligterne bliver fordelt, men mangler der hjælp, er den altid lige i nærheden.

Jo mere jeg tænker over det, jo hurtigere vokser min drøm om, at vi i Danmark havde større fokus på at tage imod flygtninge ved at inddrage dem i fællesskabet. I mine øjne rummer SFOF’s interkulturelle uge på Livø meget af det, som jeg tror, ville give mennesker med flygtningebaggrund en langt bedre start i Danmark end at sidde isoleret i asylcentrene. Når vi involverer os i hinanden, lytter til hinanden og drager omsorg for hinanden, vokser vi alle sammen en lille smule. Styrken, der ligger i den vækst, tror jeg, ville komme samfundet og os alle til gode.

På Livø var smilene brede og glæden stor. Og sådan burde det være, også uden for Livørammerne. For dig. For mig. Og for alle vore nye medborgere.

Ugen er blevet gjort mulig gennem tilskud fra blandt andre Dansk Folkeoplysnings Samråd, Kulturstyrelsen og Vesthimmerland Kommune.