Interview med en deltager i interkulturel uge

Mikkel Stage deltager sammen med sin familie i årets interkulturelle uge på Livø. SFOF har talt med ham om hvad han forventer sig af ugen. 

Hvad har fået dig og din familie til at tage på Livøs interkulturelle uge? At der ikke er så mange ansvarsområder – det betyder noget med 3 børn. Så synes vi også, at det er spændende at være på ferie med nogen, der kommer fra en helt anden kultur.

Hvad har du og din familie af forventninger til den interkulturelle uge?  At vi lærer noget nyt, nyder naturen og tid sammen som familie og at vi møder en masse søde mennesker.

Hvad er dine/jeres erfaringer med LivøFerie?  At det er en rigtig god måde at holde ferie på, fordi man gennem studiekredsene lærer noget nyt, samtidig med at man er sammen om en helt masse aktiviteter. Det er også dejligt, at man altid lærer nogle nye mennesker at kende, så man ikke ”bare” holder ferie med sin egen familie, men med en helt masse andre.

Hvor mange gange har du/I været på LivøFerie før? Vi har været afsted to år som frivillige og 3 år som ordinære deltagere.

Hvad glæder I jer allermest til?  Studiekredsene (holdundervisning red) og naturen på Livø. Børnene glæder sig til at møde nye legekammerater og at få lov til at spise is hver dag.