Bag Kulissen: Rundtur i utæmmet kreativitet
Rundtur i utæmmet kreativitet
Af Rebekka Knudsen, formand for SFOF
Et lukket hiphop-danserum særligt beregnet til indvandrerpiger,
et indendørs newyorker-gademiljø til basket og masser af rum til
sang, dans, artisteri, madlavning og design.
Det var blot nogle af de mange fremtidsplaner for et nyt
bevægelsescenter for unge, som deltagerne i SFOF og AFUK's
søndagslounge blev indviet i på en kold novemberdag på
Vesterbro.
Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har besluttet, at
der i efteråret 2009 skal åbnes et nyt "bevægelsescenter" for unge
på adressen Enghavevej 82 B. SFOF ville gerne give alle
interesserede en forsmag på, hvad der venter, inden renoveringen af
de gamle sporvognsremiser, som skal huse centeret går i gang den 1.
december.

Kresten Thomsen fortæller om planerne for Enghavevej 82
B
I alt er der afsat 25 millioner kroner til at renovere de gamle
haller for at gøre plads til en myriade af aktiviteter og
skoleophold for unge. Kresten Thomsen, SF'er og en af
initiativtagerne til projektet, viste rundt i de gamle remiser,
fortalte om planerne for stedet og kunne blandt andet fortælle, at
man regner med, at omkring 1000 unge vil bruge stedet hver dag, når
det står færdigt.
Farven Luft og styltemænd
Fra Rytmekonservatoriet var bandet "Farven Luft" mødt frem for
at give en god gang avantgardepop som akkompagnement til artisterne
fra Akademiet for Utæmmet Kreativitet, en god start på søndagen.
Hængende i reb med hovedet nedad og jonglerende med kegler, gav de
unge fra AFUK en smagsprøve på deres akrobatiske færdigheder, mens
søndagsloungens gæster fik kaffe og kanelsnegle, som AFUK-folkene
havde bagt.

Farven Luft spiller ved SFOF's søndagslounge

Artisterne fra Akademiet for Utæmmet Kreativitet underholder
søndagsloungens deltagere
Kresten Thomsen viste rundt på remiserne, og der var mulighed
for at opleve de unge skatere, som allerede er flyttet ind på
Enghavevej, i heftig aktion.
Rundturen sluttede med underholdning fra endnu et
Rytmekonservatorie-band, nemlig lowT som diverterede med egne numre
og numre som sangerinden Lotte Skau har skrevet sammen med blandt
andet trommeslageren fra det engelske band Moloko.

Også gården skal omdannes til et kreativt rum med skatebaner,
plads til teater mv.

LowT fyrer den af til Søndagslounge mens artister fra AFUK
giver opvisning
Fakta om AFUK: Akademiet for Utæmmet
Kreativitet
- AFUK er et filosofisk forum med interessefællesskab i den
kreative proces.
- Består i dag af en række selvstændige skoler og foreninger:
AFUK´s Daghøjskole, AFUK`s produktionsskole, Foreningerne
Ørkenfortet og InnerCirq samt performergruppen Nova Exit.
- Samarbejder med en række institutioner og firmaer bl.a.
Kaospiloterne, Cirkuspiloterne, Cirkus Cirkør, IdeaPilot,
statscirkusskolen i Moskva, Comwellkoncernen, diverse eventbureauer
m.fl.
Det handler om at skabe uddannelser og udviklingsmiljøer der
udfordrer og stimulerer skabende udtryk og livskunst
- Læs mere på www.afuk.dk
22. marts 2009, Administrator