Kor i ø-dur

Fra 12 år (ubegrænset antal sangere)

Det kan være stærkt vanedannende at synge harmonier med andre sangglade mennesker. Det bliver både sjovt og lige til, men også udfordrende når Livøs kor skal lære at synge, lytte og støtte sig til hinanden gennem et udvalg af flerstemmige sange og korsatser af forskellig karakter og stilart.

Hvis du vælger kor, vil du på 6 dage både lære din stemme og dine ører bedre at kende. Dine sangerkollegaer vil allerede få en særlig plads i dit hjerte inden opvarmningen er ovre. Du behøves ikke kunne noder, men du kommer mindst til at lære om at orientere dig i dem.

Undervejs skal vi træne sangteknik som f.eks støtte, vejrtrækning og frasering, mens vi indstuderer og øver repertoiret, der vil blive opført for resten af øen om fredagen.

Musikkens genre vil spænde vidt og bredt fra folkeviser til flødepop i fortid og fremtid. I år vil sangenes temaer følge og hilse på nogle af øens andre studiekredse. Mon ikke vi lærer en snapsesang? 

Underviser:

Mads Kronborg, der er dirigent for koret YouNameIt og sanger i kvartetten DunkelDirks, er uddannet musiklærer og har derudover læst musikvidenskab på KU og gået på Voces Academy’s dirigentskole. Han komponerer og arrangerer musik for både egne og andre kor. Desuden har han medvirket som musiker, komponist og skuespiller i Teater Next’s professionelle opsætning af “Den Lille Prins”, der har turneret og spillet over 200 forestillinger i hele landet. Mads var også korleder på Livø i 2019 og er arrangøren bag det 4-stemmige korarrangementet af ”En rund sten ” for sopran, alt, tenor og bas.